(Uli Deck/Picture Alliance via Getty Images)
(Uli Deck/Picture Alliance via Getty Images)

Denne tekst er oversat fra engelsk til dansk.

Synspunkterne imod det etablerede, der hjælper med til at styrke aktuelle populistiske bevægelser i Vesteuropa, kan findes til venstre, i centrum og til højre i det ideologiske spektrum, viser en ny rapport fra Pew Research Center.

Personer med populistiske synspunkter er frustrerede over de traditionelle institutioner, som deres nationale parlament og den Europæiske Union. De er også relativt bekymrede over økonomien og ængstelige over effekten af indvandrere på deres samfund. Utilfredsheden kan være en del af årsagen til, at de foretrækker populistiske partier. Men uanset de populistiske synspunkter er de fleste tilbøjelige til at foretrække partier, der afspejler deres egen ideologiske orientering.

Højre-venstre ideologiske forskelle betyder fortsat mere end populistiske sympatier, når det gælder synet på regeringens rolle i økonomien, homoseksuelle mænd og kvinders rettigheder, kvinders rolle i samfundet og selv effekten af immigration.

Disse resultater kommer fra et detaljeret holdningsstudie fra Pew Research Center, der kortlægger det politiske rum i otte europæiske lande – Danmark, Frankrig, Italien, Holland, Spanien, Sverige, Storbritannien og Tyskland – baseret på en undersøgelse blandt 16.114 voksne, udført mellem 30. oktober og 20. december 2017.

I den nye rapport fra Pew Research Center er respondenterne delt op i grupper, baseret på hvordan de placerer sig selv i det venstre-centrum-højre ideologiske spektrum, såvel som efter deres populistiske synspunkter, målt på deres tro på, om almindelige mennesker bedre ville kunne løse landets problemer end de folkevalgte, og om de fleste folkevalgte er interesseret i hvad personer som dem selv mener. Denne kombination af ideologi og indstillingen imod det etablerede fører til identifikationen af seks politiske grupperinger: Venstre Populister, Venstre Etableret, Centrum Populister, Centrum Etableret, Højre Populister, Højre Etableret. Hovedresultater fra analysen omfatter:

Regering og økonomien: Kløften mellem venstre og højre farver i højere grad holdningerne til regeringens rolle i økonomien, mere end kløften mellem populistiske og etablerede grupper. I Storbritannien mener f.eks. næsten syv ud af ti respondenter fra Venstre Etableret (68 %), at regeringen burde hjælpe borgere til at få en ordentlig levestandard. Kun omkring en tredjedel af Højre Etableret (32 %) er enige i dette synspunkt, en difference på 36 procentpoint. I dette emne er kløfterne mellem britiske populister og etablerede grupper i hver ende af den ideologiske skala meget mindre – der er 16 points forskel mellem Højre Populister og Højre Etableret, 11 points mellem de to grupper til venstre, og kun 4 points mellem centrumgrupperne. 

Populisme og immigration: Venstre-højre-ideologien er mest tydelig i holdningerne til indvandrere. Men på tværs af venstre-højre-spektret er respondenter med populistiske synspunkter stadigt mere konsekvent imod immigration end de etablerede, der deler deres ideologiske orientering. I Holland er respondenter fra både Venstre Populister og Venstre Etableret mindre tilbøjelige end deres respektive modsætninger til højre til at sige, at indvandrere øger risikoen for terrorangreb. Men samtidig udtrykker Venstre Populister (38 %) stadig højere niveauer af bekymring end Venstre Etableret (26 %). På samme måde, på tværs af et antal spørgsmål om indvandrere, har Centrum og Højre Populister i Holland generelt mere negative holdninger end hhv. Centrum og Højre Etableret. I næsten alle lande, der blev undersøgt, er Højre Populister den mest negative gruppe, når det gælder indvandrere.

Mistro mod institutioner: På tværs af det ideologiske spektrum deler personer med populistiske holdninger en dyb utilfredshed med traditionelle institutioner, inklusive de nationale parlamenter, nyhedsmedierne, bankerne og EU. Faktisk er populistiske synspunkter ofte en mere signifikant skillelinje end ideologi, når det gælder EU. I Holland siger f.eks. omkring seks ud af ti eller færre i de tre populist-grupper, der er undersøgt, at EU har været godt for deres lands økonomi, sammenlignet med tre fjerdedele eller flere blandt de etablerede, uanset om det er venstre, centrum eller højre.

Politiske partier: Mens borgere med populistiske holdninger i højere grad støtter populistiske partier end de etablerede respondenter, har de endnu ikke forladt de traditionelle partier. I stedet viser undersøgelsen, at de støtter partier, der er konsekvente i deres ideologiske holdning. Frankrig er et klart eksempel på denne dynamik. Mere end fire ud af ti i både Højre Etableret (46 %) og Højre Populister (44 %) har et positivt syn på Republikanerne (LR), det traditionelle højreparti i Frankrig. Færre end to ud af ti respondenter i Venstre Etableret (15 %) og Venstre Populister (11 %) har samme mening. Begge grupper til venstre har mere positive meninger end nogen gruppe til højre omdet traditionelle venstreparti Socialisterne (PS). De to populistiske partier i Frankrig, som er i hver sin ende af det ideologiske spektrum – Front Nationale til højre, ledet af Marine le Pen, og La France Insoumise til venstre, ledet af Jean-Luc Mélechon – appellerer stærkest til respondenter fra deres respektive ideologiske lejre med populistiske holdninger.

Om LGBT-rettigheder og kønsroller: De fleste mennesker i Vesteuropa støtter, at homoseksuelle mænd og kvinder kan adoptere børn, og mange mener også, at det er bedre for familielivet, at kvinder har fuldtidsarbejde. Selvom disse holdninger er ret udbredte, er personer på den ideologiske venstrefløj mere tilbøjelige til at have disse synspunkter end personer på højrefløjen. Populistiske sympatier spiller en mere begrænset rolle på dette område.

Den samlede rapport er kun tilgængelig på engelsk.